Hjem Formidlingsaktiviteter Radio Det skal jeg lige love dig med
Det skal jeg lige love dig med PDF Udskriv Email
Skrevet af Michael Ejstrup   
Torsdag, 25 Marts 2010 21:10

Michael Ejstrup, ph.d. et cand.mag. Sprogforsker ved Danmarks Medie‐ og Journalisthøjskole har deltaget i Sprogminuttet på DR P1. Programmet med Michaels indslag sendes 14. april 2010.

"Da jeg var lille og boede i Videbæk sagde vi ofte med eftertryk: det skal jeg lige love dig med. Det der mæ med syntes vi ikke, at der var noget særligt ved. Jeg har så siden holdt fast i udtrykket og har fundet ud af, at der nok alligevel er noget særligt ved at sige: det skal jeg lige love dig med. Jeg kan både se og høre, hvordan andre spærrer ørerne op, når jeg gør det. Dem, der ikke kommer fra egnen omkring Herning, synes mærkeligt nok, at det da skal hedde: det skal jeg lige love dig for. De synes så også, at det skal hedde: at de er glade for noget, og at de er henne hos dem, de besøger. Det synes jeg ikke, for jeg er helt sikkert glad ved noget, og jeg er omme ved dem, jeg besøger. Sådan er der så meget, og nogle vil nok mene, at bestemte former og udtryk er ”rigtigt dansk”, mens andre former må ind under betegnelsen ”forkert dansk”. Men hvad er så rigtigt, og hvad er forkert. Det hænger uløseligt sammen Danmarks geografi. I Herning vil det være rigtigt dansk at sige det skal jeg lige love dig med, hvorimod man med rette kan mene, at det vil være forkert at sige "det skal jeg lige love dig for". Så hvis man synes, man hører noget, der er ”forkert dansk”, skulle man måske overveje, om man ikke snarere selv bare er det forkerte sted..."

Læs mere:
Sprogminuttet

LAST_UPDATED2
 
Copyright 2008